torsdag den 28. februar 2013

Opbrudsuge, brobyggere og morgensamling allerede mandag


Kære EG’ere

Terminsprøver, studieretningsopgave i 2g, AT, studietur til København for 1hf samt besøg af 80 – 90 brobyggere fra 8. klasserne.
Sådan ser overskrifterne ud for uge 10 på EG.

Der bliver også plads til en morgensamling. Og den ligger allerede mandag med musikindslag, optakt til teaterfællestime og optakt til forårscaféen.

Husk at der ikke er studiecaféer i uge 10.

Og så et stort tillykke til Sofie fra 2B, der netop er blevet danmarksmester i højdespring.


Erling

Ps. Flere har spurgt til, hvornår marts karaktererne kan ses på lectio.
Det kan de  fredag den 22. marts.

torsdag den 21. februar 2013

Morgensamling, stormøde og håndboldbilletter



Kære EG’ere

I uge 9 har vi morgensamling om tirsdagen. Vi skal høre musik, se masser af billeder fra karnevalsfesten, opdateres om forårscaféen 15. marts med Rasmus Walter samt høre nyt om elevreaktioner på SU-reformen.

Onsdag afholder elevrådet stormøde for alle eleverne fra kl. 11.00 – 11.40 i festsalen. 2. modul slutter senest 10.55.

Der er valg til elevrådet og nyt fra Ministeriet om elevrådet og elevernes muligheder for indflydelse på gymnasierne.

Så mød frem!

Onsdag aften kl. 19.00 spiller Team Esbjerg hjemmekamp mod Randers. Vi har fribilletter til kampen, som I kan afhente på kontoret.

Musikken i 12-pausen fredag står 2u for.

Og husk også studiecaféerne tirsdag, onsdag og torsdag fra kl. 13.45 – 16.45.

Erling

torsdag den 7. februar 2013

Vinterferie, karnevalsfest og morgensamling



Kære EG’ere

Først og fremmest god vinterferie til jer alle sammen.

Hyg jer, mor jer og slap også af!

I ugen efter vinterferien (uge 8) har vi den store årlige karnevalsfest om fredagen.
Vi er ét af de gymnasier, der kan prale med at gøre mest ud af denne flest med flest udklædte og størst kreativitet.

Så vær med til at videreføre denne tradition. Jeg møder selv op i…….

Morgensamlingen i uge 8 ligger om tirsdagen. Vi skal se video med EG deltagerne til filmfestival i Århus, høre fusionsjazz, have besøg af Studiebyen Esbjerg og opdateres om karnevallet.

Musikken i 12-pausen fredag står 1u for.

Husk at studiecaféen har et særligt program onsdag i uge 8 om præstationsangst.
Her kan du se opslaget:

Præstationsangstkursus i studiecaféen

Kurset afholdes onsdag efter vinterferien…
                     
Hvad er det? Et ca. 1 ½  timers teoretisk foredrag om præstationsangst (med få øvelser indlagt).

Hvem er det for? for 1.g´ere, 1.hf´ere og 2.g´ere. Der er fri adgang til kurset. Mød bare op i lokale 101, hvis du er interesseret.

Hvem lider af præstationsangst? Det er typisk elever, der har hensigtsmæssige studievaner, men som er angste for at præstere (til eksamen, når der skal siges noget foran klassen m.m.).

Hvor finder jeg information om kurset? Der er opslag hængt op på spanske vægge i studiecaféen.

Præcis kursusdato?
Uge 8, onsdag d.20.2.2013, efter 4.modul (fra 15.15-16.45) i lok.101


Mange hilsner
Erling