torsdag den 31. januar 2013

Morgensamling, eksamensresultater samt foromtale af karnevalsfesten og forårscaféen



Kære EG’ere

Mange tak til alle jer der har været aktive i forbindelse med de netop afholdte Åbent Hus arrangementer på EG. I har gjort en fin indsats.

I uge 6 har vi morgensamling om tirsdagen. Der er blandt andet musikindslag, opdatering på klassekampen og billeder fra sidste års karnevalsfest, som I kan bruge til inspiration for jeres forberedelser til det store aften karneval på EG fredag den 22. februar.

Også programmet for forårscaféen fredag den 15. marts er ved at være på plads. I kan blandt andet glæde jer til optræden af Rasmus Walter (med hitsinglen ”Endeløst”),
som har elever med på scenen. Og så kommer der en nyhed, der vil noget på EG. For første gang optræder et lærer rockband ved en forårscafé. Hør mere på de kommende morgensamlinger.

I sidste uge offentliggjorde Undervisningsministeriet eksamensresultaterne for sommereksamen 2012. Som I vil kunne se andetsteds på forsiden af hjemmesiden, er EG kommet ud med fine resultater. Vi har i 2012 det højeste snit på stx i forhold til de øvrige almene gymnasier i Esbjerg, Ribe, Varde, Vejen og Grindsted. Og vi ligger 0,1 over landsgennemsnittet. Jydske Vestkysten har lavet denne opstilling af karaktersnittene for de 16 gymnasier i Trekantsområdet, Syd- og Sønderjylland.






Mange hilsner
Erling

torsdag den 24. januar 2013

AT emne til 3g’erne, fællesarrangement med aktuelle Peter Øvig Knudsen samt morgensamling med den nye EG film



Kære EG’ere

Mandag får 3g’erne udleveret deres AT emne. Det sker i festsalen kl. 9.35 (bemærk tidspunktet).

Mandag kl. 10.15 er der fællesarrangement med en af tidens meget omtalte personer - journalisten og forfatteren Peter Øvig Knudsen. Peter Øvig Knudsen har skrevet flere bøger om historiske emner og har været involveret i mange tv- og filmprojekter. Blandt andet tv-eksperimentet ”Marathon” på DR, som han lavede i samarbejde med Lars Von Trier i 1996.

I 2003 var han medinstruktør på dokumentarfilmen ”Med ret til at dræbe” baseret på Øvigs egen bog ”Efter drabet” om modstandskampens likvideringer. Peter Øvig udgav i 2007 sine 2 bøger om Blekingegadebanden. De er samlet set udkommet i mere end 350.000 eksemplarer, og den meget omtalte film ”Blekingegadebanden” fra 2009 er baseret på bøgerne. I 2011 og 2012 udkom de 2 bind ”Hippie 1 og 2 – tre år og 74 dage, der forandrede verden”, der allerede er solgt i små 200.000
eksemplarer.

Tirsdag aften fra kl. 19.00 – 21.30 har vi vores andet Åbent Hus arrangement. Det første er lørdag kl. 10.00. og det henvender sig i særlig grad til efterskolerne. Mange af jer skal medvirke med oplæg, musikalske indslag, som guider mm. Husk at møde op til tiden!

Onsdag har vi morgensamling kl. 9.45. Der er ét stort punkt på programmet, nemlig fremvisning af den nye EG film, som netop er blevet færdig. Filmen varer 20 minutter og vises efter en kort optakt af vores medielærere. På grund af filmens længde starter 2. modul først kl. 10.10.

Musikken i 12-pausen fredag står e for.

Husk studiecaféerne tirsdag, onsdag og torsdag.

Erling


fredag den 18. januar 2013

Rasmus Walter og Peter Øvig Knudsen på EG, fransk film café og Åbent Hus



Kære EG’ere

Sådan! Rasmus Walter spiller på fredagscaféen 15. marts på EG. Og måske kommer der også et par andre overraskelser. Mere om det på de kommende morgensamlinger.

Som I har kunnet se på infoskærmene, har elevrådet iværksat en kampagne for bedre oprydning på skolen.

Jeg opfordrer jer til at bakke op om initiativet: Ryd op efter jer. Ikke kun fordi der skal se ordenligt ud, men også af respekt for pedeller og rengøring, som gør et stort arbejde for jer både i dagligdagen og i forbindelse med caféer og fester.

I næste uge 4 har vi morgensamling om tirsdagen med musikindslag (Christian 3a med flere?), optakt til fællesarrangement med Peter Øvig Knudsen
og nyt fra frøkåringsudvalget.

Fredag er der fransk film café kl. 13.45 i auditoriet med kage, te, kaffe og varm kakao.

Musikken i 12-pausen fredag står 2b for.

Lørdag har vi Åbent Hus fra kl. 10.00 – 12.30 for efterskolerne.

Mandag den 28. januar får vi besøg af forfatteren og journalisten Peter Øvig Knudsen (Blekingegade banden og Hippie). Det sker ved et fællesarrangement kl. 10.15.

I linket nedenfor kan I læse Budstikkens præsentation af Peter Øvig og arrangementet på EG.

Og her endnu et link til en avisomtale. Det drejer sig om EG elevers optagelse på Talentakademiet.


Mange hilsner
Erling

torsdag den 10. januar 2013

Besøg fra Blåbjerggårdskolen, morgensamling med billeder fra aftenfesten og musik i 12’eren fra 1f



Kære EG’ere

I uge 3 får vi mandag, tirsdag, onsdag og fredag besøg af 42 elever fra Blåbjerggårdskolen, som skal følge undervisning i sprog og naturvidenskab.

Tag godt imod dem!

Tirsdag har vi morgensamling kl. 9.45 med musikindslag, beatboxing samt masser af billeder fra aftenfesten den 11. januar.

1f står for musikken i 12-pausen fredag.

Husk studiecaféerne tirsdag, onsdag og torsdag.

Og husk konkurrencen om gavekort på 500 kroner til Nordisk Films biografer.

Mange hilsner
Erling

torsdag den 3. januar 2013

Godt nytår & velkommen tilbage !

Aftenfest og første morgensamling i 2013

”Sing low over forest
Sing high over water
God’s peace over people of the north

New Year’s Morning
New Year’s Morning”

(fra Nephew “New Years Morning”, 2009)


Kære EG’ere

Godt nytår til jer alle sammen.
Og velkommen tilbage på EG.
Jeg håber, at I har nydt ferien.

Vi lægger ud her i det nye år med aftenfest fredag den 11. januar med diskotek Break Out.
Billetter kan købes fra onsdag.
Årets første morgensamling er tirsdag den 8. januar kl. 9.45.
Der vil være musikindslag, konkurrence om gavekort til Nordisk Film samt optakt til aftenfesten.

Husk at studiecaféerne starter igen tirsdag den 8. januar og kører tirsdag, onsdag og torsdag fra kl. 13.45 – 16.45.

Musikken i 12-pausen fredag den 11. januar står 1b for.

Mange hilsner
Erling