fredag den 21. december 2012

Glædelig jul og et godt nytår!



”See så! Nu begynder vi. Når vi er ved enden af historien, ved vi mere, end vi ved nu.” Sådan begynder H.C. Andersen sit store eventyr om ”Snedronningen” og sådan kan vi sige det , når et nyt år skal tage sin begyndelse. Vi er nu ved slutningen af 2012 og vi ved meget mere om året, end vi vidste ved dets begyndelse.

Vi ved blandt andet, at 2012, var et år hvor:

-         EG igen fik flotte ansøgertal
-         EG var værter for EuroSport og igen blev vinder
-         EG igen har fået besøg af en række kendisser, f.eks. Anders Lund Madsen, Lukas Graham, Anders Matthesen, filminstruktøren Tobias Lindholm, stjernedrysforfatteren Josefine Klougart med flere
-         EG har fået en ny institution, der er kommet for at blive, nemlig studiecaféerne
-         EG etablerede og fejrede sit nye oplyste observatorium
-         EG blev dagens succés i Jydske Vestkysten efter at være blevet anerkendt af Team Danmark som en dygtig uddannelsespartner
-         EG afholdt en fantastisk fødselsdagsfest
-         EG markerede sig stærkt i medierne
-         EG fik et gennembrud med kravet om trafikregulering

Apropos sidstnævnte skal repræsentanter fra elevrådet og jeg mødes med kommune og politi mandag efter skolestarten.

Jeg vil gerne ønske jer alle sammen en glædelig jul og et godt nytår.
Og samtidig vil jeg takke jer for jeres indsats med at leve op til undervisningsministerens ord om, at EG er meget mere end et almindeligt gymnasium.

Vi ses igen torsdag den 3. januar.
Og husk at vi har aftenfest fredag den 11. januar.

Mange hilsner
Erling

fredag den 7. december 2012

Juleafslutning på EG


Kære EG’ere

Dagene frem til juleferien byder blandt andet på interne evalueringer og prøver i NG og AP for 1g, dansk- og historieopgave for 2g, studieretningsprojekt for 3g, større skriftlig opgave for 2hf samt ks forløb for 1hf.

Men inden vi den 21. december går på juleferie, skal vi samles til juleafslutning i festsalen.
Det sker om fredagen kl. 12.05 og en god times tid frem.
Der vil være musikalske indslag, danseoptræden, billeder fra efteråret (også julecaféen) præmiering af Mary Christmas og vinderen af fotokonkurrencen samt selvfølgelig juleevangeliet og et par julesange.

Husk:
-         Håndboldbilletter på kontoret til Team Esbjergs næste hjemmekamp
-         Svar til Mary Christmas senest 7. december
-         Fotos til fotokonkurrencen Mit EG senest 10. dcember

Venlige hilsner
Erling

torsdag den 29. november 2012

Minikoncert med Folkeklubben, årets julecafé og 2012’s sidste morgensamling



Kære EG’ere

Fra årets store fest i fredags til den traditionsrige julecafé.
Ja, der er ikke langt mellem snapsene, undskyld de store begivenheder.
Fredag den 7. december kl. 14.00 – 18.00 er der dømt Jørgen Hvitved, boogie, limbo, live band og fantastisk stemning på EG,
når årets julecafé løbet af stablen.

12-pausen fredag får vi besøg af bandet Folkeklubben, der netop har udgivet en ep med deres melodiske musik.
De giver en minikoncert i kantinen fra kl. 11.40, og jeg håber, at I vil lytte og se med.

Tirsdag har vi sidste morgensamling i 2012. Herefter følger nemlig et par uger med interne prøver og evalueringer, studieretningsprojekt og større skriftlige opgaver,
Inden vi fredag den 21. december ønsker hinanden glædelig jul ved jule afslutningen i festsalen. Programmet følger senere på bloggen.

Husk deadline for vores interne konkurrencer:

-         Mary Christmas fredag den 7. december. Præmier: Gavekort på 500 kr til Nordisk Films biografer
-         Fotokonkurrencen ”Mit EG” mandag den 10. december: Gavekort på 1000 kroner til Citys forretninger.

Præmieringen finder sted ved juleafslutningen.

Husk også udtagelse til EuroSport 2013 i Italien henholdsvis fredag (piger) og mandag (drenge).
Og endelig træning til regionsstævnet i håndbold tirsdag.

Held og lykke med de mange opgaver og projekter i december
Erling

onsdag den 21. november 2012

Morgensamling med masser af billeder fra fødselsdagsfesten samt præsentation af julemånedens Mary



Kære EG’ere

I uge 48 har vi besøg fra mandag til fredag af sidste hold med 10. klasses brobyggere.
Som sædvanlig er der studiecaféer tirsdag, onsdag og torsdag.
Musikken i 12 pausen fredag står 1c for.

Og så har vi ugens morgensamling onsdag kl. 9.45 (bemærk dagen) med:

-         Masser af billeder fra fødselsdagsfesten (vi har ekstern fotograf til at dække festen samtidig med at EG News vil være i aktion)
-         Præsentation af julemånedens Mary med gavekort på 500 kr til Nordisk Film og billet til den næsten udsolgte koncert med Tina Dickow i Musikhuset
-         Optakt til årets julecafé
-         EuroSport 2013
-         Præsentation af elevrådet
-         Nyt initiativ fra Amnesty International

Husk at der er udtagelse til DM i håndbold:
-         Piger: mandag d. 26/11 2012 kl. 15.15 til 16.45 i Hallen.
-         Drenge: tirsdag d. 27/11 2012 kl. 15.15 til 16.45 i Hallen

Og ligeledes udtagelse til EuroSport 2013 i Italien:
-         Piger 30/11 fra 13.45-15.15
-         Drenge 3/12 fra 15.15 til 17.15

Venlige hilsner
og god fødselsdagsfest
Erling

torsdag den 15. november 2012

Fødselsdagsfest, arrangement om evolution og morgensamling med masser af indslag



Kære EG’ere

Så er vi nået til…….

EG's store fødselsdagsfest

Fredag den 23. november løber EG s fødselsdagsfest af stablen. Og de røde lygter er allerede tændt.
Omkring 1500 elever, forældre og lærere deltager i årets store fest på gymnasiet. Og det er fuldt hus.

3g’erne og 2hf’erne er i gallatøj og flotte frisurer, 2g’erne møder op i diskotøj og med diskofrisurer, og første års klasserne har fri dresscode.

Skolen vil være festligt pyntet op til den store begivenhed, hvor programmet ser således ud:

18.15 Velkomst ved rektor og de 2 elevkonferenciers Rebecca Overgaard Udsen fra 3u og Max Uldahl Pedersen fra 3a, som vil guide igennem aftenen.

18.30: Tre retters menu fra Den Røde Okse med blandt andet terrin af tunfilet, helstegt amerikansk oksecuvette og hjemmelavet stacciatella is med bær og chokoladepynt.
Under middagen vil der være forskellige underholdende indslag: F.eks. tangooptræden fra 3g’ere, musikalsk optræden, fødselsdagssang med skolens historie mm.

21.00: Danseoptræden fra de forskellige klassetrin trænet og øvet i idrætsundervisningen: 1g og 1hf med jive, 2g med diskodans og 3g og 2hf med lanciers.

22.00: Dans i festsalen til live-bandet ”Eskimojos” samt kreative elevindslag på skolen i form af musik, video, dans og udstilling af billeder.


Fra mandag til fredag har vi et enkelt brobyggerhold med elever fra byens 10. klasser.

Tirsdag er der morgensamling kl. 9.45 med et stort program:
-         Musikindslag med Julia Lykke og Maria Roland
-         Praktiske oplysninger om fødselsdagsfesten
-         Status på OD
-         Præsentation af kunstplakater
-         Besøg af Sportigan med EG tøj
-         Opdatering på klassekampen
-         Håndboldstævne med deltagelse af EG

Ligeledes tirsdag får biologieleverne i 1y, 2y og 3y besøg af forskere og foredragsholdere fra Naturhistorisk Museum ved Københavns Universitet, der kører temaformiddag om evolution.

Musikken i 12-pausen fredag står 1a for.

Husk: Studiecaféerne tirsdag, onsdag og torsdag samt ugens kontaktmøder.

Venlige hilsner
Erling


torsdag den 8. november 2012

Brobyggere på besøg, udvidet morgensamling og dansedag fredag



Kære EG’ere

Mandag og tirsdag i uge 46 har vi omkring 90 brobyggere på besøg fra en række 10. klasser på efterskoler og byens folkeskoler.

De bliver modtaget i boksen mandag kl. 8.15. Tag godt imod dem.

Tirsdag har vi morgensamling med musikindslag, ny fotokonkurrence med gavekort til Esbjerg Citys forretninger på 1000 kroner i præmie, opdatering på klassekampen samt præsentation af italiensk og fransk udvekslingsophold. Morgensamlingen er udvidet med 5 minutter, dvs at andet modul først starter kl. 10.10.

Torsdag og fredag er EG vært for det første årsmøde for netværket af danske eliteidrætsgymnasier. Netværket tæller 15 gymnasier, heriblandt EG, og du kan læse mere herom på www.idraetsgymnasier.dk.

Ved årsmødet medvirker blandt andre Team Danmarks direktør Michael Andersen og sportstalentet Sara Slott Petersen, der er 4 dobbelt danmarksmester og guldvinder ved ungdoms OL i atletik.

I forbindelse med årsmødet afholdes dansedag på EG i vores sportshal. Marianne Fredslund står for arrangementet, der løber af stablen fra kl. 10.00 – 15.00.

Ligeledes fredag er der fransk film café fra kl. 13.45  i auditoriet.

Musikken i 12-pausen fredag står 2a for.

Husk at studiecaféerne kører tirsdagonsdag og torsdag.

Venlige hilsner
Erling

torsdag den 1. november 2012

Operation Dagsværk 2012, tilmelding til fødselsdagsfesten samt omlagt undervisning i uge 45



Kære EG’ere

På onsdag den 7. november løber årets Operation Dagsværk af stablen. Der har aldrig været så mange tilmeldte elever som i år. Og jeg håber, at I holder ved og får skabt en dag, som giver mange penge til etableringen af fodboldskoler for børn og unge i Irak, og som både I og skolen kan være stolte af.

Vær opmærksom på, at I som aktive på dagsværkdagen også fungerer som ambassadører for skolen.

OD er som bekendt en undervisningsfri dag. Det betyder dog ikke, at skolen er lukket, og jeg ved også at dele af OD udvalget bruger skolen som base for dagens aktiviteter.

Held og lykke med dagen.

Morgensamlingen i uge 45 ligger tirsdag. Der bliver musikalsk optræden, seneste nyt om OD, aktuel status på klassekampen mm.

Torsdag og fredag er der for de fleste klasser en del skemaændringer og en del omlagt undervisning i form af skriftlige opgaver.
Tjek lectio.

Husk at fredag den 9. november er absolut sidste mulighed for tilmelding og betaling til fødselsdagsfesten.

Husk også at I kan afhente fribilletter på kontoret til Team Esbjergs hjemmekamp onsdag den 7. november kl. 19.00 mod Odense.

Og vær endelig opmærksom på at kontoret holder lukket mandag og tirsdag på grund af årsmøde for sekretærerne.

Venlige hilsner
Erling

torsdag den 25. oktober 2012

Teaterforestillingen Doppler, skriveværksted med forfatteren Josefine Klougart samt morgensamling om onsdagen i uge 44



Kære EG’ere

Uge 44 bliver også en uge med et par bemærkelsesværdige arrangementer.

Mandag skal 3 danskklasser og en gruppe dramaelever til teater på EG med den århusianske gruppe TeaterMinisteriet.
I følgende pressemeddelelse kan du læse mere om stykket:

TeaterMinisteriet opfører Doppler på EG med temaer som det kompetente menneske, frigørelse og fra roman til teater

Mandag den 29. oktober kl. 12.05 gæster Teaterministeriet Esbjerg Gymnasium og opfører deres forestilling Doppler.

Forestillingen Doppler bygger på Erlend Loes roman af samme navn og handler om Andreas Doppler, der en dag får nok af sit kompetente liv, stopper op, dropper ud og begynder at reflektere over, hvem han er, og hvad han vil med sit liv.

TeaterMinisteriet er et ensemble fra Århus, der siden 2010 har lavet teaterproduktioner og udbudt undervisningsforløb.
Til Doppler har teaterensemblet således lavet et undervisningsmateriale med temaerne: Processen fra roman til teaterstykke, det kompetente menneske i det moderne samfund og frigørelsen fra samfundets normer nu og med parallel til 1970’erne.

2a dansk, 2y dansk, 3a dansk samt dramatik valghold C-niveau skal overvære forestillingen i den nye dramasal.


Tirsdag har vi besøg af forfatteren Josefine Klougart, der kører skriveværksted i boksen og festsalen for en række af skolens klasser og elever.
Her følger mere om forfatteren og skriveprojektet:

Stjernedrysforfatter kører skriveværksted på Esbjerg Gymnasium med elever fra gymnasiet, Blåbjerggårdskolen og Kulturskolen

Sidste år modtog forfatteren Josefine Klougart kronprinseparrets stjernedryspris på 50.000 kroner for sit lovende og nybrydende forfatterskab.
Se de vedhæftede billeder.
Kronprinsesse Mary sagde ved prisoverrækkelsen blandt andet:

»26-årige Josefine Klougart har med bare to bøger markeret sig som en af de vigtigste forfattere, ­ikke blot i sin generation, men i sin tid. … Varmen og kulden ­mødes i sproget, som for Josefine Klougart er vigtigere end den konkrete historie«

Tirsdag den 30. oktober får EG besøg af hende.  Hun skal lave skrivekursus for 1j, 1z, 1v og 1a om formiddagen. Og om eftermiddagen gennemfører hun fra kl. 12.05 – 15.15 et forfatterværksted for skrivetalenter på tværs af klasser og årgange samt med deltagelse af elever også uden for gymnasiet.
Besøget af Josefine Klougart sker i samarbejde med biblioteket i Esbjerg, hvor forfatteren mandag aften den 29. oktober holder foredrag om sit forfatterskab.

Josefine Klougart har læst litteraturhistorie på Århus Universitet,  inden hun begyndte som elev på Forfatterskolen, hvorfra hun dimitterede sommeren 2010.
I januar samme år debuterede Josefine Klougart med romanen Stigninger og faldRomanen blev rost for forfatterens store fortælletalent og et usædvanligt sikkert sprog og blev efterfølgende nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2011.
I 2011 udkom også hendes anden roman, Hallerne, der i februar 2012 fik premiere på Aarhus Teater i Annika Silkebergs opsætning. Samme måned udkom Josefine Klougarts tredje roman, Én af os sover.
Josefine Klougart bor og arbejder i København.


Onsdag har vi morgensamling kl. 9.45 med optakt til årets klassekamp, optakt til EuroSport 2013musikindslag med elever i 1v samt studieturs video og video med sketch show 2012.

Musikken i 12- pausen fredag står 2x for.

Vi har fået 100 fribilletter til Team Esbjergs næste hjemmekamp i Blue Water Dokken onsdag den 7. november kl. 19.00 mod HC Odense.
I kan afhente billetterne på kontoret fra på tirsdag den 30. oktober i 12-pausen.

Husk også studiecaféerne tirsdag, onsdag og torsdag på bokstaget.

Mange hilsner
Erling

torsdag den 11. oktober 2012

Møde om mulighed for Scholarship i USA for eliteidrætseleverne samt fællesarrangement med den biografaktuelle filminstruktør Tobias Lindholm i uge 43



Kære EG’ere

Efterårsferien står for døren. Jeg vil ønske jer alle sammen en rigtig god uge (42).

Når vi vender tilbage i uge 43, er det blandt andet til følgende aktiviteter udover den almindelige undervisning:

Den nye teaterproduktion på EG ”Dødskarrusellen” starter som frivillig dramatik i uge 43 (hold øje med besked på lectio), frivillig billedkunst kører om mandagen og studiecaféerne er i gang tirsdag, onsdag og torsdag
fra kl. 13.45 – 16.45.

Tirsdag har vi morgensamling kl. 9.45 med video fra 3y, seneste nyt om fødselsdagsfesten, præmiering af Månedens Mary samt optakt til fællesarrangementet torsdag med Tobis Lindholm.
Ligeledes tirsdag er der fra kl. 8.15 – 9.30 møde for skolens eliteidrætselever med direktørerne Stewart Stanbra og Kim Moe Krohn fra Center for Scholarships i USA – CSUSA, som vil orientere om mulighederne for Scholarships i USA.  Læs info sidst i ugebloggen om EG og Eliteidrætsgymnasier.dk.

Onsdag viser Corn og Cola Tobias Lindholms debutfilm ”R” (hør mere på morgensamlingen).

Torsdag kl. 10.10 – 11.30 har vi fællesarrangement i festsalen med Tobis Lindholm.
Sådan lyder pressemeddelelsen:

Biografaktuelle og anmelderroste Tobias Lindholm gæster EG

Torsdag den 25. oktober gæster filminstruktøren Tobias Lindholm sammen med filmjournalisten Søren Høy Esbjerg Gymnasium ved et fællesarrangement for skolens elever kl. 10.15.
Tobias Lindholm er netop nu biografaktuel med sin anmelderroste film Kapringen, der sammen med Susanne Biers film Den skaldede frisør er blevet vist på filmfestivalen i Venedig.
Tobias Lindholm fik sit store gennembrud med filmen R, der fik flere Bodil priser. Han har skrevet manuskript til Thomas Vinterbergs Oscarbelønnede film Jagten, der får Danmarks premiere til januar,
Og han står ligeledes bag flere af afsnittene til DR s dramaserie Borgen.

Søren Høy introducerer ved arrangementet Tobias Lindholm og guider igennem det 75 minutters møde med instruktøren.

Fredag står EP (!) for musikken i 12-pausen.

Mange hilsner
Erling


To spændende arrangementer på EG i anledning af gymnasiets medvirken i Eliteidrætsgymnasier.dk: Møde om mulighed for Scholarship i USA samt 2-dages årsmøde med blandt andre Team Danmarks direktør og sportstalenter herhjemme

Esbjerg Gymnasium har sammen med 14 andre gymnasier etableret netværket Eliteidrætsgymnasier.dk.
Se de øvrige gymnasier på netværkets hjemmeside www.eliteidraetsgymnasier.dk.

Som eliteidrætselev på et af de 15 gymnasier, der er tilknyttet netværket, tilbydes eleverne nogle særlige rammer og muligheder:

·         Mulighed for at vælge forlænget uddannelsesforløb (4-årigt gymnasieforløb og 3-årigt HF-forløb)
·         Tid til morgentræning
·         Vejledning og planlægning ved en Team Danmark koordinator
·         Evt. coaches og mentor ansat
·         Mulighed for virtuel undervisning
·         Ekstra undervisning når eleven har været væk til konkurrence/træningslejr eller lignende
·         Samt på Esbjerg Gymnasium endvidere gratis transport til og fra morgentræning samt ordning med morgenmad eller frokost

Eliteidrætseleverne på de 15 gymnasier inviteres i nærmeste fremtid også til et møde med direktørerne Stewart Stanbra og Kim Moe Krohn fra Center for Scholarships i USA – CSUSA. Eleverne vil her blive orienteret om mulighederne for Scholarships i USA.
På EG foregår mødet onsdag den 24. oktober fra kl. 8.15 til 9.30.

De 15 eliteidrætsgymnasier samles den 15. og 16. november til et 2-dages årsmøde på Esbjerg Gymnasium.
Programmet for årsmødet kan ses på netværkets hjemmeside. Men blandt gæsterne er blandt andre Michael Andersen, direktør for Team Danmark og Sara Slott Petersen, 4 gange danmarksmester i atletik og vinder ved ungdoms OL.
I anledning af årsmødet afholdes den 16. november dansedag på Esbjerg Gymnasium med optræden af dansere fra flere af netværkets gymnasier.


torsdag den 4. oktober 2012

Anders Matthesen besøger EG, 3g’erne kickstarter Operation Dagsværk med Løb for livet, besøg af spillere fra Team Esbjerg, Cola og Corn præsenterer kultfilm samt optakt til nyt teaterstykke på EG


Kære EG’ere

Uge 41 er opbrudsuge med AT samt udvekslingsophold i Italien og Frankrig for vores 2g hold i italiensk og fransk.
Men der bliver også plads til en række særlige aktiviteter.

Mandag skal I til et helt særligt arrangement i festsalen fra kl. 13.45 – 14.30.
Sådan her lyder pressemeddelelsen:

Anders Matthesen besøger Esbjerg Gymnasium
Hans nye show ”Anders” kører for fulde huse landet over.
Han er i særklasse blandt de hjemlige stand up’ere, han har skrevet manuskriptet til ”Terkil i knibe” og lægger selv stemme til samtlige figurer i filmen, og han er kendt fra DR s særlige julekalender ”Jul på Vesterbro”.

Mandag den 8. oktober besøger Anders Matthesen Esbjerg Gymnasium – ikke for at opføre showet ”Anders”. Det skal nemlig ses i Musikhuset Esbjerg den 15. – 17. november. Nej Anders kommer som led i en særlig aftale med EG, der på dagen indebærer, at han laver videooptagelser med redaktionen i EG News og optræder 45 minutter for alle skolens elever fra kl. 13.45 i festsalen.

Onsdag (bemærk dagen) har vi morgensamling kl. 9.45 med video fra 3d, besøg af spillere fra Team Esbjerg, der har 300 fribilletter med til den første kamp i den nye stadionhal, optakt til ny teaterproduktion på EG samt masser af billeder fra aftenfesten 5. oktober.

Ligeledes onsdag samler 3g’erne ind til årets Operation Dagsværk med idrætsarrangementet Løb for Livet i 3. modul.
Her kan du læse pressemeddelelsen:

EG kickstarter årets Operation Dagsværk
Onsdag den 7. november løber Operation Dagsværk 2012 af stablen på landets gymnasier.
Operation Dagsværk er en undervisningsfri dag, hvor eleverne samler penge ind til et projekt, der kan støtte børn og unge i fattige lande.
Indsamlingen går i år til at lave fodboldskoler for børn og unge i Irak.

EG har de senere år været blandt de gymnasier herhjemme, hvor eleverne har samlet flest penge ind.

I 2011 blev der således samlet godt 100.000 kroner ind. Og kreativiteten har været imponerende: 3 piger fra 2g stod f.eks. for maden på Blichers kro i Tjæreborg og tjente 22.000 kroner til OD, en gruppe sangglade elever optrådte på gågaden og en virksomhed i byen, andre har ordnet haver, vasket biler, gjort rent mm i private hjem.

Allerede i uge 40 kickstarter EG årets Operation Dagsværk med et fællesarrangement for eleverne kl. 11.00, hvor sekretariatet fra København kommer på besøg
og viser deres multimedieoptakt til Irak indsamlingen.

I uge 41 bidrager 3g klasserne sammen med lærere fra skolen til indsamlingen gennem et arrangement i  - ”Løb for livet”. Alle 3g eleverne skal løbe eller cykle så langt som muligt på 45 minutter som led i deres træningsprojekter i idræt. Inden løbet har hver elev fundet sig én eller flere sponsorer, der honorerer elevens indsats med et beløb alt afhængig af den tilbagelagte distance, et beløb, der efterfølgende går direkte til Operation Dagsværk.

I år afholdes ”Løb for livet” torsdag den 11. oktober fra kl. 12.05..  Løbet indledes med fælles opvarmning på skolens gæsteparkeringsplads, hvorefter eleverne sendes ud og ”samle penge ind”. Som belønning for deres indsats vil elever, når de kommer i mål, modtage frugt og en Cocio sponsoreret af hhv. Esbjerg Gymnasium & HF samt Cocio.

Som et nyt tiltag har skolen i år valgt at sponsere den bedste EG´elev, så han eller hun kan give et endnu større bidrag i OD.

Torsdag afholder film- og medieklubben Corn og Cola nyt arrangement kl. 15.20 i auditoriet. Her præsenteres kultfilmen Army of Darkness. Gratis adgang for alle medieinteresserede:

Beskrivelse: C:\Users\Admin\Pictures\220px-Army_of_Darkness_poster.jpg

Husk også at studiecaféerne kører tirsdag, onsdag og torsdag fra kl. 13.45 – 16.45.

Mange hilsner
Erling


torsdag den 27. september 2012

Oktober aftenfest, optakt til Operation Dagsværk og EG s Ultimate hold i DM finalen



Kære EG’ere

Efter en uge med mange store arrangementer og rigtigt mange gæster på skolen følger i uge 40 en mere ’normal’ uge –
dog ikke uden gæster og arrangementer!

Fra mandag til fredag har vi 2 hold med 9. klasses brobyggere på skolen. Tag godt imod dem!

Tirsdag kl. 9.45 er der morgensamling med musikindslag, optakt til Operation Dagsværk, oktober festen og fødselsdagsfesten, skitur samt ny opgave i Månedens Mary.
Og så skal vi selvfølgelig også have en optakt til Anders Matthesens besøg på EG mandag den 8.oktober.

Mandag og tirsdag har EG s hold i Ultimate kvalificeret sig til danmarksmesterskaberne, der afholdes på Kongsholm Gymnasium i Albertslund. Held og lykke til holdet.

Onsdag er der fællesarrangement kl.11.00 med optakt til årets Operation Dagsværk. Vi får besøg af OD sekretariatet fra København, der viser deres multimediepræsentation, ligesom vores eget OD udvalg fortæller om, hvordan OD 2012 bliver grebet an på EG.




Musikken i 12 pausen fredag bliver leveret af 3z.

Og uge 40 slutter af med oktober aftenfest fredag fra kl. 19.00 – 24.00.

Husk at studiecaféerne ’kører’ tirsdag, onsdag og torsdag fra kl. 13.45 – 16.45.

Mange hilsner
Erling

torsdag den 20. september 2012

Begivenhedsrig uge på EG med naturvidenskabsfestival, science foredrag, astronomiaften samt koncert med Lukas Graham


Kære EG’ere

Uge 39 bliver en uge med store arrangementer og rigtigt mange gæster på skolen.

Vi får besøg af 2 hold med 9. klasses brobyggere fra mandag morgen, tirsdag eftermiddag kommer Danmarks første professor i Space science og holder foredrag, om aftenen vil der være omkring 400 forældre til orienteringsaften, onsdag har vi omkring 300 elever fra 7. klasserne samt Store Nørd fra DR og en række virksomheder og videregående uddannelser til Naturvidenskabsfestival og onsdag aften kommer en vis Lukas Graham med band på skolen.
Det bliver forrygende!

Her følger ugeplanen:

Mandag til fredag: Brobygningselever fra en række 9. klasser

Tirsdag
9.45: Morgensamling med musikindslag, optakt til aftenfesten fredag 5.oktober og fødselsdagsfesten i november samt opdatering på Lukas Graham koncerten
13.45: Foredrag for 1u, 2u og 3u i auditoriet med professor Peter Jacobsen
19.00: Orienteringsaften for forældre til nye elever på skolen
19.00 – 22.00: Astronomiaften med pizza, film og besøg i observatoriet

Onsdag
8.30 – 15.00: Naturvidenskabsfestival med blandt andet værterne fra DR s ungdomsprogram Store Nørd
20.00: Koncert med Lukas Graham. Dørene åbnes kl. 19.00, og der vil være salg af sodavand, chips og pizzastykker i kantinen. Der er gratis entreHusk studiekort da det er en lukket koncert.

Fredag: Musik i 12-pausen 1x

Og så pressemeddelelser om de store arrangementer:

Esbjerg Gymnasium fejrer observatorium og stjernekikkert med besøg af Danmarks første professor i Space Science, astronomiaften på skolen
og koncert i festsalen for eleverne med Lukas Graham

Første etape af det nye naturvidenskabelige projekt på Esbjerg Gymnasium er ved at være klar.
EG har fået observatorium med stjernekikkert øverst i tårnbygningen.
Observatoriet, der er oplyst og således fungerer som vartegn for skolen, skal bruges i den naturvidenskabelige undervisning
og være et tilbud, der kan benyttes af interesserede også uden for skolen.

Observatoriet er første etape af en række naturvidenskabelige nyskabelser på gymnasiet.
I næste fase gøres tagplatformen klar til et fleksibelt system for montage af diverse skiftende
måleapparatur, vindmøller m.v.
Endvidere er det tanken at  inddrage tårnfacaderne aktivt som science område med forsøgsopstillinger i form af et facadehøjt
rørsystem ned langs betonelementerne, herunder vandbarometer, svingningsrør, regnvandsmåler, faldforsøg mm.
Og endelig afsluttes det nye naturvidenskabelige projekt med en ny indretning af de naturvidenskabelige laboratorier på skolens 2. sal i perioden 2013 – 2016.

Som det er blevet tradition på EG, markeres de forskellige milepæle med en række arrangementer og events på skolen.

Observatoriet fejres tirsdag den 25. september og onsdag den 26. september med tre arrangementer:

Tirsdag den 25. september kl. 13.45 holder Peter Jacobsen foredrag for skolens naturvidenskabelige u-klasser i auditoriet.
Peter Jacobsen er den første professor herhjemme Space Science - altså rumforskning, på Niels Bohr Instituttet. Peter Jakobsens store speciale er udforskning af universet ved hjælp af teleskoper i rummet.

Tirsdag den 25. september kl. 19.00 inviteres interesserede elever til astronomiaften på gymnasiet. Pris: 25 kr.
Programmet er:
19.00-19.30:     Pizza og sodavand omkring idrætstorvet
19.30-21.00:     Astronomifilm i auditoriet
21.00-22.00:     Observatoriet

Onsdag den 26. september slutter festlighederne med en 75 minutters koncert på gymnasiet med et af tidens varmeste navne: Lukas Graham.
Lukas Graham behøver næppe nærmere præsentation.
Koncerten starter kl. 20.00, og der er tale om et lukket arrangement for skolens elever og ansatte.


Naturvidenskabsfestival på EG med mange aktiviteter og masser af gæster
Festivalen afholdes onsdag den 26. september

Tidsplanen for dagen ser således ud:

8.30-11.00: Første hold folkeskoleelever arbejder i de forskellige stande og workshops på gymnasiet
11.15-11.45: Store Nørd show med Kåre
12.15-14.45: Anden hold folkeskoleelever arbejder i de forskellige stande og workshops på gymnasiet

I alt medvirker 16 syvende klasser (eller omkring 300 elever) fra områdets folkeskoler.

Værterne er naturvidenskabelige 2g elever og lærere fra gymnasiet, der sammen med repræsentanter fra virksomheder og videregående uddannelser tager gæsterne fra folkeskolen rundt i det naturvidenskabelige univers.
Virksomhederne udefra er Cowi, Semco Maritime, Frederiksen, Fiskeri og søfartsmuseet samt Sydvestjyske museer.
Og de videregående uddannelser er: Aalborg Universitet Esbjerg med personale og elever fra Medialogi og maskiningeniør samt UC Syddanmark med personale og elever fra bioanalytiker og ergoterapeut uddannelserne.

Eksempler på aktiviteter:

  • Lad Cowi tage et termografisk klassebillede
  • Spændende nyt laboratorieudstyr fra Frederiksen
  • Mød en sæl på Fiskeri og søfartsmuseets stand
  • Komponér din egen musik med udstyr fra medialogi fra AAUE
  • Oplev hvordan CSI arbejder hos bioanalytikerne fra UC Syddanmark

Som en særlig event på festivalen medvirker værterne fra DR s kendte ungdomsprogram Store Nørd.

Formålet med festivalen er at styrke interessen for naturvidenskab hos børn og unge, således at de får lyst og appetit på at
arbejde videre med de mange muligheder inden for naturvidenskab.
Festivalen præsenterer således på en legende og oplevelsesrig måde temaer samt uddannelses- og karrieremuligheder inden for naturvidenskaben i bred forstand.

Det overordnede tema i år er Alt det vi ikke ved.


Mange hilsner
Erling