torsdag den 15. november 2012

Fødselsdagsfest, arrangement om evolution og morgensamling med masser af indslag



Kære EG’ere

Så er vi nået til…….

EG's store fødselsdagsfest

Fredag den 23. november løber EG s fødselsdagsfest af stablen. Og de røde lygter er allerede tændt.
Omkring 1500 elever, forældre og lærere deltager i årets store fest på gymnasiet. Og det er fuldt hus.

3g’erne og 2hf’erne er i gallatøj og flotte frisurer, 2g’erne møder op i diskotøj og med diskofrisurer, og første års klasserne har fri dresscode.

Skolen vil være festligt pyntet op til den store begivenhed, hvor programmet ser således ud:

18.15 Velkomst ved rektor og de 2 elevkonferenciers Rebecca Overgaard Udsen fra 3u og Max Uldahl Pedersen fra 3a, som vil guide igennem aftenen.

18.30: Tre retters menu fra Den Røde Okse med blandt andet terrin af tunfilet, helstegt amerikansk oksecuvette og hjemmelavet stacciatella is med bær og chokoladepynt.
Under middagen vil der være forskellige underholdende indslag: F.eks. tangooptræden fra 3g’ere, musikalsk optræden, fødselsdagssang med skolens historie mm.

21.00: Danseoptræden fra de forskellige klassetrin trænet og øvet i idrætsundervisningen: 1g og 1hf med jive, 2g med diskodans og 3g og 2hf med lanciers.

22.00: Dans i festsalen til live-bandet ”Eskimojos” samt kreative elevindslag på skolen i form af musik, video, dans og udstilling af billeder.


Fra mandag til fredag har vi et enkelt brobyggerhold med elever fra byens 10. klasser.

Tirsdag er der morgensamling kl. 9.45 med et stort program:
-         Musikindslag med Julia Lykke og Maria Roland
-         Praktiske oplysninger om fødselsdagsfesten
-         Status på OD
-         Præsentation af kunstplakater
-         Besøg af Sportigan med EG tøj
-         Opdatering på klassekampen
-         Håndboldstævne med deltagelse af EG

Ligeledes tirsdag får biologieleverne i 1y, 2y og 3y besøg af forskere og foredragsholdere fra Naturhistorisk Museum ved Københavns Universitet, der kører temaformiddag om evolution.

Musikken i 12-pausen fredag står 1a for.

Husk: Studiecaféerne tirsdag, onsdag og torsdag samt ugens kontaktmøder.

Venlige hilsner
Erling


Ingen kommentarer:

Send en kommentar