fredag den 11. maj 2012

Offentliggørelse af eksamensplan, natarrangement for afgangsklasserne, galladimission, sommerafslutning og dimission



Kære EG’ere

Her følger årets næstsidste ugebrev med nyt om skoleårets afslutning.

Onsdag den 16. maj kan I se jeres årskarakterer på lectio fra kl. 15.30.
På samme tidspunkt offentliggøres første del af eksamensplanen, dvs de skriftlige prøver samt mundtlige prøver/eksamener frem til 1. juni.

Om aftenen er der EG film Awards fra kl. 20.00 på skolen:

Mediefagseleverne på EG arrangerer Film Awards med rød løber, gallatøj og præmiering af de bedste elevproduktioner

Mediefaget på Esbjerg Gymnasium og HF afholder onsdag d.16.maj det årlige filmshow Erling Awards, hvor medieelevernes eksamensproduktioner dyster om filmpriser i forskellige kategorier. Arrangementet er planlagt og organiseret af skolens mediefagselever og bliver afholdt i skolens nye auditorium og torveområde. Rød løber, gallatøj, champagne, popcornmaskine og gode filmoplevelser venter de deltagende elever som afslutning på et intenst og kreativt undervisningsforløb, som udover selve filmshowet kan resultere i en afslutning med en eksamen i mediefag hvor de producerede film skal have en faglig vurdering.

Det sker på Esbjerg Gymnasium onsdag den 16. maj fra kl. 20.00.
Se traileren til Awards showet her:





Tirsdag den 22. maj kl. 23.00 er der natarrangement på EG for afgangsklasserne.
Fra kl. 23.00 og frem mod midnat vil der være optakt til eksamensplanen med musik og mulighed for at købe øl/sodavand.
Jeg vil gerne høre fra 3g’ere, der vil stå for musikken i timen frem mod midnat.

Kl. 24.00 offentliggøres eksamensplanen med de mundtlige studenter- og hf eksamensprøver.
Arrangementet på skolen slutter kl. 01.00.
Den 23. maj er der ingen skolegang for 3g og 2hf. Her er der tid til at sove ud og slappe af. For allerede den 24. maj startereksamen i Almen Studieforberedelse samt de første skriftlige eksamener.

Eksamensplanen for alle skolens klasser med mundtlige eksamener og årsprøver kan ses på lectio onsdag den 23. maj fra kl. 15.30.

Onsdag den 27. juni er der galladimission fra kl. 18.30 for 3g og 2hf. Husk tilmelding.
Der vil være spisning, underholdning, taler og dans til live band.

Torsdag den 28. juni mødes 1g, 1hf og 2g til sommerafslutning fra kl. 10.00. De første 45 minutter med kontaktlærerne i stamklasserne. Og fra kl. 10.45 – 11.30 er der fælles afslutning i kantinerummet/festsalen med musikindslag, præmiering af vinderne ved Vestkystløbet mm.
Efter sommerafslutningen er der møde for EG guiderne og de kommende kontaktlærere for de nye klasser. Det sker fra kl. 11.35 i lokale 017. Her skal modtagelsen af de nye elever planlægges.
Og det er derfor vigtigt, at både guiderne og kontaktlærerne møder frem.

Fredag den 29. juni er der dimission for 3g og 2hf med forældre (max 2 personer pr afgangselev). Dagen starter med fotografering og instruktion af indmarch. Og fra kl. 9.30 til ca 11.15 foregår selve dimissionen (med forældredeltagelse) i festsalen. Her vil blive overrakt eksamensbeviser og legater, der vil være taler og musikalske indslag. Efter dimissionen serveres et glas hvidvin og kransekage i kantinerummet. Og fra kl. 11.30 kører studenterne mod Torvet, hvor der fra ca 12.00 danses om hesten.

Mange hilsner
Erling

torsdag den 3. maj 2012

Årets sidste morgensamling, frøkåringsshow samt udvidelse og øget overvågning af cykelparkeringen


Kære EG’ere

Tirsdag den 8. maj har vi sidste morgensamling i indeværende skoleår. Og der kommer tryk på: Video med franskholdet i Paris, 2 musikalske indslag, teaser til elevteater, optakt til frøkåring mm.
Endvidere skal vi have trukket lod om et gavekort blandt de mange, der har indsendt idéer og forslag til et attraktivt EG.

Fredag den 11. maj er der frøkåringsshow. Afgangsklasserne står for arrangementet i festsalen, der ligger i 3. modul og er et arrangement for alle skolens elever.

Om kort tid begynder vi udvidelsen af cykelparkeringen med et nyt område for knallerter og scootere, således  at der i den almindelige cykelparkering bliver mere plads til cyklerne.
Samtidig forstærkes overvågningen og opsynet med parkeringsområdet gennem nye og flere videokameraer og gennem vagtbesøg fra Inter Security.
Måske har I også lagt mærke til, at vi kontakter ’besøgende’ inde på selve skolen. Det gør vi for at sikre jer bedst muligt mod tyverier mm. Og vi vil i den forbindelse bede jer om selv at være opmærksom på, hvem der kommer ind på skolen
og kontakte kontoret, hvis I ser noget, der ikke er, som det skal være.

Mange hilsner
Erling