torsdag den 29. august 2013

Antorinis besøg, morgensamling onsdag og fredagscafé med sport og diskotek



Kære EG’ere

Som bekendt gæstede undervisningsminister Christine Antorini i mandags EG, hvor hun underviste 3 klasser i samfundsfag og bagefter holdt oplæg for godt 300 deltagere i en konference om Ny Nordisk Skole, som vi lagde hus til.
Jeg skulle hilse de 3 samfundsklasser fra Antorini og rose jer for de gode spørgsmål. Antorini fik også under besøget et indtryk af skolens rammer og faciliteter. Og hun fremhævede, at hun ikke havde set noget sted, hvor der var så ideel en kombination af store og små rum til undervisningen og det sociale liv.
Dejligt at høre!



I uge 36 har vi morgensamling om onsdagen (!) kl. 9.45. Der er musikindslag, klassebilleder, forskellige meddelelser, og så afslørevi navnet på det københavnske band, som i september giver en minikoncert på skolen. Det er ……………………………..?

Fredag står 3d for musikken i 12-pausen.

Og så er det jo fredag eftermiddag fra kl. 14.00 – 17.30, at vi har café med sportsaktiviteter (udendørs) og diskotek i festsalen.
Der er gratis entré for skolens elever.

Flere har spurgt til de kommende café- og aftenfester. Jeg har lagt datoer ind på lectio i månedskalenderen.

Endelig vil jeg bede jer se på de store opslag/plakater på skolen med oversigt over de mange spændende talentarrangementer, som nu skal i gang.
Således tilbyder vi 2 store talentprojekter.

Akademiet for talentfulde unge
EG er med i Akademiet for talentfulde unge, hvor op til 7 første års elever fra hvert af gymnasierne i Region Syddanmark kan optages og deltage i en række foredragsarrangementer,
sommer camps, universitetsbesøg og virksomhedsbesøg.
Optagelsen sker i december måned i 1g, og selve forløbet i Akademiet løber fra 2. semester i 1g til og med 5. semester i 3g, hvor der afsluttes med et festlig arrangement med overrækkelse af diplom for deltagelsen.
Arrangementerne i Akademiet ligger efter skoletid med 4 – 5 arrangementer i hvert semester. Nogle foregår på EG, andre er placeret på nogle af de øvrige gymnasier eller på universitetet eller på virksomheder. EG betaler transportudgifterne hertil.
7 elever fra 2g er netop startet på deres anden sæson på Talentakademiet.
Og vi skal i løbet af de næste uger finde 7 elever blandt de nye 1g’ere, som skal starte på Talentakademiet.

Lokale talentprojekter
EG er med i et lokalt talentprojekt med deltagelse af ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser i byen.
Projektet er støttet med midler fra Region Syddanmarks uddannelsespulje.
I det lokale talentprojekt inviteres eleverne til arrangementer med emner inden for naturvidenskab, sprog, samfundsfag og det musisk-kreative.
Man vil ved disse arrangementer være sammen med elever både fra ens egen skole (på tværs af klasserne) og sammen med elever fra de øvrige gymnasiale uddannelser i byen.
Vi har netop lavet følgende opslag til eleverne på vores Facebook side om disse projekter:

”Er du et fysiktalent? Vil du lære ølbrygning? Savner du nogen at diskutere engelsk litteratur med? Eller vil du gerne selv i gang med at skrive dramatik?

Talenter skal dyrkes, og det er der mulighed for i år. Ved siden af elevatoren i stueetagen hænger en plakat, hvor du kan læse mere om de mange spændende talentprojekter, EG er med til at udbyde dette skoleår.”

Til begge typer talentprojekter har vi en koordinator på skolen, nemlig Sune Petersen.


Mange hilsner
Erling

torsdag den 22. august 2013

Besøg af undervisningsministeren, morgensamling samt Shakespeare på skoleskemaet



Kære EG’ere

Mandag den 26. august skal vi som tidligere nævnt være vært for en stor konference, som Undervisningsministeriet afholder for lærere fra folkeskoler og gymnasiale uddannelser i regionen. Her fra byen er blandt andet Fourfeldtskolen med. Undervisningsminister Christine Antorini er med på konferencen om formiddagen, inden hun skal videre til indvielsen af Rybners. Antorini skal desuden i tidsrummet 9.30 – 10.15 have samfundsfag med eleverne i 2c, 2z og 3e i auditoriet.


På grund af de mange gæster (omkring 330) bliver der lidt mindre bevægelsesrum for os andre om mandagen.


Således bliver følgende områder brugt til konferencen: Festsalen, boksen, bokstaget og dramalokalet.


Tirsdag den 27. august har vi morgensamling kl. 9.45. Der vil være musikindslag, nyt om første fredagscafé, fribilletter til håndboldkampen Team Esbjerg mod Viborg  samt oplæg fra en række elevudvalg.


Onsdag den 28. august er der hueopmåling for afgangsklasserne. Sofie Orry fra 3b har meldt tidsplan ud.


Torsdag den 29. august har vi SHAKESPEARE PÅ SKOLESKEMAET
Den engelske Shakespeare-skuespiller Kieron Jones gæster Esbjerg Gymnasium for at lave workshops for flere 2g og 3g klasser.


Fredag den 30. august starter vi vores fredags musik i 12’eren. Første klasse, som skal levere musik, er 2d.


Mange hilsner
Erling

fredag den 16. august 2013

Første morgensamling, fotografering og frøfest


Kære EG’ere

Så blev det nye skoleår da ellers skudt i gang af en veloplagt Mick Øgendahl, som selv var meget begejstret for jeres medlevende måde. Se billederne på hjemmesiden/Facebook.

I uge 34 er der mandag og tirsdag fotografering med individuelle billeder, klassebilleder og flipbilleder til vores elevbrochure og hjemmeside.
Tidsplanen ser således ud:


Mandag
19/8
Fotograf A
Dramalokale
Mandag
19/8
Fotograf B
Springsal
Mandag
  19/8
Fotograf C
Springsal
Tirsdag
20/8
Fotograf A
Dramalokale
Tirsdag
20/8
Fotograf B
Springsal
Tirsdag
20/8
Fotograf C
Springsal
08:15 – 09:00
1a
1b
1c
1e
2a

09:00 – 09:45
1f
1u
1v
2x
3f

10:05 – 10:50
1d
2d
3a
1z
3e

10:55 – 11:40
3b
3c
3d
3u
3z

12:05 – 12:50
1x
1y
2b
2u
3y

12:55 – 13:40
2c
2e
2f
3x
4g-3hf

13:45 – 14:30
2v
2y
2z



14:30 – 15:15







Tirsdag kl. 9.45 har vi årets første morgensamling med hilsen fra Mick Øgendahl, musikindslag, præmiering af vinderne fra Marbæk løbet, første Månedens Mary, invitation til filmarrangement i Cola og Corn, nyt fra caféudvalget og studievejledningen om studiecaféerne. Mød frem og bliv opdateret!

Vi får tirsdag besøg af SDM film, som er til stede ved morgensamlingen og i forskellige klassers undervisning i 2. modul, hvor filmfolkene vil optage billeder til en præsentationsvideo.

Fredag er der frøfest for de nye elever om aftenen med spisning, folkedans og diskotek. I løbet af skoledagen bliver der træning i folkedans, ligesom klasserne skal dække og pynte bord.,

Og i den følgende uge 35 er EG om mandagen vært for en stor konference, som Undervisningsministeriet afholder for lærere fra folkeskoler og gymnasiale uddannelser i regionen. Undervisningsminister Christine Antorini dukker op på konferencen. Antorini skal i tidsrummet 9.30 – 10.15 have samfundsfag med eleverne i 2c, 2z og 3e.

Mange hilsner
Erling

mandag den 12. august 2013

Første skoledag, fællesarrangement med Mick Øgendahl og introtur for de nye elever



Kære EG’ere

Velkommen til skoleåret 2013/2014.

Jeg håber, at I har nydt ferien og er klar til det nye skoleår.

Vi starter onsdag den 14. august. De nye elever modtages kl. 9.00 i festsalen. Ældre elever møder kl. 10.00 ligeledes i festsalen.

Kl. 12.15 samles nye og ældre til en festlig afslutning på første skoledag med stand up kunstneren, instruktøren og skuespilleren Mick Øgendahl.

Fredag er der som led i introduktionen for de nye elever orienteringsløb, konkurrencer og grill i Marbæk. Afgang med bus kl. 8.15 og hjemkomst til skolen ca kl. 15.00.

Med det nye skoleår vil der være 33 klasser på skolen eller omkring 940 elever.
Det er en klasse mere end sidste skoleår og det største antal elever nogensinde på skolen.

Til sammenligning var der for 8 år siden knap 500 elever, så der er tale om næsten en fordobling af skolens elevtal.

Over de næste 2 skoleår sker der nyt med skolens fysiske rammer. Skolens facader renoveres, døre og vinduer udskiftes, og der skabes en energiforbedret skole med bedre indeklima i de enkelte klasserum.

Målet er en mere energirigtig, sundere og smukkere skole. Samtidig sker der en fornyelse af de naturvidenskabelige laboratorier, så disse gøres mere fleksible og funktionelle i forhold til de aktuelle udfordringer i undervisningen.

Med de store byggeprojekter i 2003 – 2005 samt i 2010 – 2011 blev der skabt en tradition på skolen med store milepælsarrangementer, der løbende markerede og fejrede nyskabelserne.

Denne tradition videreføres med de nye byggeprojekter. Således vil en række kendte kunstnere og personligheder i de næste par år besøge skolen og være med til at fejre byggeprojekterne.

Alt dette vil I løbende høre mere om på skolens morgensamlinger og på hjemmesiden og Facebook.

Jeg glæder mig til at se jer (igen):

Erling