torsdag den 29. august 2013

Antorinis besøg, morgensamling onsdag og fredagscafé med sport og diskotek



Kære EG’ere

Som bekendt gæstede undervisningsminister Christine Antorini i mandags EG, hvor hun underviste 3 klasser i samfundsfag og bagefter holdt oplæg for godt 300 deltagere i en konference om Ny Nordisk Skole, som vi lagde hus til.
Jeg skulle hilse de 3 samfundsklasser fra Antorini og rose jer for de gode spørgsmål. Antorini fik også under besøget et indtryk af skolens rammer og faciliteter. Og hun fremhævede, at hun ikke havde set noget sted, hvor der var så ideel en kombination af store og små rum til undervisningen og det sociale liv.
Dejligt at høre!



I uge 36 har vi morgensamling om onsdagen (!) kl. 9.45. Der er musikindslag, klassebilleder, forskellige meddelelser, og så afslørevi navnet på det københavnske band, som i september giver en minikoncert på skolen. Det er ……………………………..?

Fredag står 3d for musikken i 12-pausen.

Og så er det jo fredag eftermiddag fra kl. 14.00 – 17.30, at vi har café med sportsaktiviteter (udendørs) og diskotek i festsalen.
Der er gratis entré for skolens elever.

Flere har spurgt til de kommende café- og aftenfester. Jeg har lagt datoer ind på lectio i månedskalenderen.

Endelig vil jeg bede jer se på de store opslag/plakater på skolen med oversigt over de mange spændende talentarrangementer, som nu skal i gang.
Således tilbyder vi 2 store talentprojekter.

Akademiet for talentfulde unge
EG er med i Akademiet for talentfulde unge, hvor op til 7 første års elever fra hvert af gymnasierne i Region Syddanmark kan optages og deltage i en række foredragsarrangementer,
sommer camps, universitetsbesøg og virksomhedsbesøg.
Optagelsen sker i december måned i 1g, og selve forløbet i Akademiet løber fra 2. semester i 1g til og med 5. semester i 3g, hvor der afsluttes med et festlig arrangement med overrækkelse af diplom for deltagelsen.
Arrangementerne i Akademiet ligger efter skoletid med 4 – 5 arrangementer i hvert semester. Nogle foregår på EG, andre er placeret på nogle af de øvrige gymnasier eller på universitetet eller på virksomheder. EG betaler transportudgifterne hertil.
7 elever fra 2g er netop startet på deres anden sæson på Talentakademiet.
Og vi skal i løbet af de næste uger finde 7 elever blandt de nye 1g’ere, som skal starte på Talentakademiet.

Lokale talentprojekter
EG er med i et lokalt talentprojekt med deltagelse af ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser i byen.
Projektet er støttet med midler fra Region Syddanmarks uddannelsespulje.
I det lokale talentprojekt inviteres eleverne til arrangementer med emner inden for naturvidenskab, sprog, samfundsfag og det musisk-kreative.
Man vil ved disse arrangementer være sammen med elever både fra ens egen skole (på tværs af klasserne) og sammen med elever fra de øvrige gymnasiale uddannelser i byen.
Vi har netop lavet følgende opslag til eleverne på vores Facebook side om disse projekter:

”Er du et fysiktalent? Vil du lære ølbrygning? Savner du nogen at diskutere engelsk litteratur med? Eller vil du gerne selv i gang med at skrive dramatik?

Talenter skal dyrkes, og det er der mulighed for i år. Ved siden af elevatoren i stueetagen hænger en plakat, hvor du kan læse mere om de mange spændende talentprojekter, EG er med til at udbyde dette skoleår.”

Til begge typer talentprojekter har vi en koordinator på skolen, nemlig Sune Petersen.


Mange hilsner
Erling

Ingen kommentarer:

Send en kommentar