torsdag den 20. september 2012

Begivenhedsrig uge på EG med naturvidenskabsfestival, science foredrag, astronomiaften samt koncert med Lukas Graham


Kære EG’ere

Uge 39 bliver en uge med store arrangementer og rigtigt mange gæster på skolen.

Vi får besøg af 2 hold med 9. klasses brobyggere fra mandag morgen, tirsdag eftermiddag kommer Danmarks første professor i Space science og holder foredrag, om aftenen vil der være omkring 400 forældre til orienteringsaften, onsdag har vi omkring 300 elever fra 7. klasserne samt Store Nørd fra DR og en række virksomheder og videregående uddannelser til Naturvidenskabsfestival og onsdag aften kommer en vis Lukas Graham med band på skolen.
Det bliver forrygende!

Her følger ugeplanen:

Mandag til fredag: Brobygningselever fra en række 9. klasser

Tirsdag
9.45: Morgensamling med musikindslag, optakt til aftenfesten fredag 5.oktober og fødselsdagsfesten i november samt opdatering på Lukas Graham koncerten
13.45: Foredrag for 1u, 2u og 3u i auditoriet med professor Peter Jacobsen
19.00: Orienteringsaften for forældre til nye elever på skolen
19.00 – 22.00: Astronomiaften med pizza, film og besøg i observatoriet

Onsdag
8.30 – 15.00: Naturvidenskabsfestival med blandt andet værterne fra DR s ungdomsprogram Store Nørd
20.00: Koncert med Lukas Graham. Dørene åbnes kl. 19.00, og der vil være salg af sodavand, chips og pizzastykker i kantinen. Der er gratis entreHusk studiekort da det er en lukket koncert.

Fredag: Musik i 12-pausen 1x

Og så pressemeddelelser om de store arrangementer:

Esbjerg Gymnasium fejrer observatorium og stjernekikkert med besøg af Danmarks første professor i Space Science, astronomiaften på skolen
og koncert i festsalen for eleverne med Lukas Graham

Første etape af det nye naturvidenskabelige projekt på Esbjerg Gymnasium er ved at være klar.
EG har fået observatorium med stjernekikkert øverst i tårnbygningen.
Observatoriet, der er oplyst og således fungerer som vartegn for skolen, skal bruges i den naturvidenskabelige undervisning
og være et tilbud, der kan benyttes af interesserede også uden for skolen.

Observatoriet er første etape af en række naturvidenskabelige nyskabelser på gymnasiet.
I næste fase gøres tagplatformen klar til et fleksibelt system for montage af diverse skiftende
måleapparatur, vindmøller m.v.
Endvidere er det tanken at  inddrage tårnfacaderne aktivt som science område med forsøgsopstillinger i form af et facadehøjt
rørsystem ned langs betonelementerne, herunder vandbarometer, svingningsrør, regnvandsmåler, faldforsøg mm.
Og endelig afsluttes det nye naturvidenskabelige projekt med en ny indretning af de naturvidenskabelige laboratorier på skolens 2. sal i perioden 2013 – 2016.

Som det er blevet tradition på EG, markeres de forskellige milepæle med en række arrangementer og events på skolen.

Observatoriet fejres tirsdag den 25. september og onsdag den 26. september med tre arrangementer:

Tirsdag den 25. september kl. 13.45 holder Peter Jacobsen foredrag for skolens naturvidenskabelige u-klasser i auditoriet.
Peter Jacobsen er den første professor herhjemme Space Science - altså rumforskning, på Niels Bohr Instituttet. Peter Jakobsens store speciale er udforskning af universet ved hjælp af teleskoper i rummet.

Tirsdag den 25. september kl. 19.00 inviteres interesserede elever til astronomiaften på gymnasiet. Pris: 25 kr.
Programmet er:
19.00-19.30:     Pizza og sodavand omkring idrætstorvet
19.30-21.00:     Astronomifilm i auditoriet
21.00-22.00:     Observatoriet

Onsdag den 26. september slutter festlighederne med en 75 minutters koncert på gymnasiet med et af tidens varmeste navne: Lukas Graham.
Lukas Graham behøver næppe nærmere præsentation.
Koncerten starter kl. 20.00, og der er tale om et lukket arrangement for skolens elever og ansatte.


Naturvidenskabsfestival på EG med mange aktiviteter og masser af gæster
Festivalen afholdes onsdag den 26. september

Tidsplanen for dagen ser således ud:

8.30-11.00: Første hold folkeskoleelever arbejder i de forskellige stande og workshops på gymnasiet
11.15-11.45: Store Nørd show med Kåre
12.15-14.45: Anden hold folkeskoleelever arbejder i de forskellige stande og workshops på gymnasiet

I alt medvirker 16 syvende klasser (eller omkring 300 elever) fra områdets folkeskoler.

Værterne er naturvidenskabelige 2g elever og lærere fra gymnasiet, der sammen med repræsentanter fra virksomheder og videregående uddannelser tager gæsterne fra folkeskolen rundt i det naturvidenskabelige univers.
Virksomhederne udefra er Cowi, Semco Maritime, Frederiksen, Fiskeri og søfartsmuseet samt Sydvestjyske museer.
Og de videregående uddannelser er: Aalborg Universitet Esbjerg med personale og elever fra Medialogi og maskiningeniør samt UC Syddanmark med personale og elever fra bioanalytiker og ergoterapeut uddannelserne.

Eksempler på aktiviteter:

  • Lad Cowi tage et termografisk klassebillede
  • Spændende nyt laboratorieudstyr fra Frederiksen
  • Mød en sæl på Fiskeri og søfartsmuseets stand
  • Komponér din egen musik med udstyr fra medialogi fra AAUE
  • Oplev hvordan CSI arbejder hos bioanalytikerne fra UC Syddanmark

Som en særlig event på festivalen medvirker værterne fra DR s kendte ungdomsprogram Store Nørd.

Formålet med festivalen er at styrke interessen for naturvidenskab hos børn og unge, således at de får lyst og appetit på at
arbejde videre med de mange muligheder inden for naturvidenskab.
Festivalen præsenterer således på en legende og oplevelsesrig måde temaer samt uddannelses- og karrieremuligheder inden for naturvidenskaben i bred forstand.

Det overordnede tema i år er Alt det vi ikke ved.


Mange hilsner
Erling

Ingen kommentarer:

Send en kommentar