torsdag den 12. april 2012

Københavnsk teater på EG, forårskoncert og aftenfest med Svenstrup og Vendelbo

Kære EG’ere

De næste par uger rummer store arrangementer på EG.

I uge 16 (fra mandag den 16. april til fredag den 20. april) sker der blandt andet følgende:

Morgensamling mandag kl. 9.45 (bemærk ugedagen) med præsentation og optræden af EG s hold til EuroSport 2012, video om eliteidrætten i Esbjerg med Sofie fra 1b som hovedperson samt optakt til forårsfesten og forårskoncerten.

Onsdag kl. 20.00 og torsdag kl. 15.15 opfører den københavnske teatergruppe Rio Rose deres roste forestilling om danskhed – Sort på hvidt.
Det er gratis at overvære forestillingen, der finder sted i vores dramasal. Men skriv dig på listen, der bliver lagt frem på kontoret.
Her lidt om stykket:

Hvad er det, der gør en person til dansker? Hvilke dele af vores kultur skal en dansker tillægge sig for at blive betragtet som indfødt? Hvornår er man dansk nok, og hvem fastsætter den ramme?
Spørgsmålene trænger sig på overalt i vores samfund, og nu stiller Teater Rio Rose skarpt på dem i en ny forestilling om danskhed: SORT PÅ HVIDT, der gæster Esbjerg Gymnasium onsdag d. 18. april kl. 20 og torsdag 19. april kl. 15.15. Billetterne er gratis!
Med SORT PÅ HVIDT undersøger Teater Rio Rose den danske kulturskat og det, der definerer os som danske. Vi er vokset op med sange og ritualer, med kaffebord, højt belagt smørrebrød, Dannebrog og dansktoppen. Men hvad sker der, hvis en tyrkisk udseende mand synger den danske nationalsang, en sort mand hejser det danske flag, en asiat reciterer Benny Andersen eller en irakisk kvinde med slør synger en dansk popsang af Keld og Hilda Heick?
SORT PÅ HVIDT præsenterer tre unge danske talenter med hver sin baggrund.               
                     
Ôzlem Saglanmak var stemmen bag DR2’s Yallahrup Færgeby og har senest medvirket i Nye Stemmer og Den Gerrige på Det Kgl. Teater, mens Thomas Chaanhing lige nu er aktuel i filmen Lærkevej – Til døden os skiller samt den svenske tv-serie 30 grader i februari på SVT. Desuden medvirker reggae/hiphop-musikeren Shaka Loveless Grøn, der både spiller egen nykomponeret musik og arrangerer musik til allerede eksisterende danske sange. Shaka Loveless Grøn er en autodidakt komet på den danske koncertscene, og singlen Tomgang fra hans kommende soloalbum opnåede mere end 20.000 hits på Youtube i løbet af den første uge. Sangen har været P3’s uundgåelige i påskeugen.
Det Reumert-belønnede Teater Rio Rose har gennem 26 år turneret i ind- og udland med sine overraskende og poetiske forestillinger under kunstnerisk ledelse af Tove Bornhøft. Senest har teatret gjort sig bemærket med VERDENSRUM, hvor danskheden og angsten for det fremmede første gang var omdrejningspunktet.

Torsdag kl. 19.00 – 21.30 finder årets forårskoncert sted.
Skolens musikhold og musiklærere har sammensat et program med smagsprøver på især den rytmiske musik på EG.
Mød op – og tag forældre, søskende og venner med til en hyggelig musikalsk aften på skolen.

Fredag står 1b for musikken i 12-pausen.

Og ugen slutter af fredag aften kl. 19.00 – 24.00 med den store forårsfest.
Temaet er fashion, og musikken leveres af Svenstrup og Vendelbo samt den århusianske dj Sune Kjær.


Billetterne sælges fra onsdag.


Mange hilsner
Erling




Ingen kommentarer:

Send en kommentar