torsdag den 27. oktober 2011

Tilmelding til fødselsdagsfest, hele 2 morgensamlinger og gratis håndboldbilletter


Kære EG’ere

Så nærmer årets store fest – fødselsdagsfesten – sig: 3 retters menu, underholdning, danseoptræden ved alle klasserne, krea-festival og live band i festsalen.
Fredag den 18. november vil skolen således stå på den anden ende.
Men husk at tilmelding til festen skal ske via skolens hjemmeside, og at fristen er fredag den 28. oktober kl. 21.00, hvor der lukkes ned for tilmelding.

Som bekendt har vi et tæt og godt samarbejde med Team Esbjerg, som i øvrigt gør det forrygende godt i denne sæson.
Lørdag den 5. november og søndag den 6. november spiller Team Esbjerg to Europa-cup kampe på EG mod modstander fra Grækenland. Og tirsdag den 15. november gælder det pokalsemifinalen mod Sønderjyske. Også den spilles på EG.
Til disse kampe har vi en række fribilletter, som I kan få udleveret. Hør mere på morgensamlingerne.

I uge 44 har vi morgensamling tirsdag den 1. november med et stort program: Musikindslaget er ved Anna fra 2a, vi har gæster fra Syddansk Elite, optakt til en ny sæson med klassekampen samt en ny Månedens Mary. Endvidere nyt om OD og udtagelse til vores EuroSport hold. Og endelig skal vi se diasshow med 3x på studierejse.

Onsdag 2. november har vi en ekstraordinær morgensamling med musikalsk optakt til årets natværk 11. november i Huset. To af de bands, der spiller ved natværket, står for musikken på morgensamlingen, nemlig Style of Discount og Liberation Army.

Torsdag den 3. november er der indtastning af jeres karakterer. Karaktererne frigives på lectio fredag den 11. november.

Tirsdag, onsdag og torsdag er der studiecaféer fra kl. 13.45 – 16.45.

Og fredag den 4. november står 1y for musikken i 12-pausen.

Mange hilsner
Erling

Ingen kommentarer:

Send en kommentar