fredag den 4. november 2011

Morgensamling, Operation Dagsværk, Natværket, bordfodbold udtagelse til EuroSport samt karakterer


Kære EG’ere

Her følger lidt om de mange aktiviteter i uge 45 (fra mandag den 7. november til fredag den 11. november):

Vi har morgensamling tirsdag kl. 9.45 med musik (Andreas og 3 gange Søren),
udveksling med italiensk klasse, Operation Dagsværk, frøkåring samt opdatering på aktiviteterne på EG

Onsdag er der Operation Dagsværk. Dagen er undervisningsfri, og jeg håber, at I igen sætter skolen på landkortet med en flot indsamling. Neden for kan I se UgeAvisens foromtale af et af indslagene, nemlig 3 piger fra 2b, som ’overtager’ Blichers kro i Tjæreborg. Held og lykke med dagen.

Torsdag er der udtagelse til EuroSport 2012, hvor vi som bekendt skal være værter for den internationale turnering.

Fredag står 3y for musikken i 12-pausen.
Efter skoletid arrangerer elevrådet EG-mesterskab i bordfodbold. Hør mere på morgensamlingen tirsdag.
Og fra kl. 13.40 fredag åbner vi op for jeres karakterer på lectio.
Endelig fejres OD med en stor musikalsk fest på Huset fredag fra kl. 16.30 blandt andet med vores egne Liberation Army samt  Anna, Emma og Mia Maja.

Mange hilsner
Erling


FOTOS: De kører Blicher Kro i Esbjerg selv

Der er ikke ret mange kokke, der koger stegeben og marinerer dem i meget lårkort, hoops i ørerne og plateaustøvler på fødderne. Men det gør de her kokke altså
Annemette Riebenholt Nielsen, Linda Mikkelsen og Anna-Kathrine Mølgaard Dybtved er også kun lejlighedskokke. Faktisk kun den 9. november mellem tidligt og klokken 20.

For de tre piger er til daglig klassekammerater i 2.b på Esbjerg Gymnasium, men onsdag den 9. november er de altså kokke og serveringspersonale på Blichers Kro i Tjæreborg med »barbequeben med bagekartoffel, salat og friskbagt brød og chokolademousse til dessert« på menuen. Både til spisende gæster indenfor og til take-away gæster udenfor.

De gør det for klimaets skyld. Onsdag er Operation Dagsværk til støtte for det indianske folk i Perus regnskov og for regnskoven, og betalingen for alle kuverter og take-away portioner den dag går ubeskåret til formålet. 60 kroner per hoved. Sidste gang solgte pigerne for knap 11.000 kroner på en aften. For ja, veninderne har prøvet det før, sidste år til Operation Dagsværk, og det gik så godt og var så sjovt, at de har besluttet at gøre det igen.

Kroen er Anna-Kathrines mors og fars, så hun kender køkkenet - og lugten i det.

- Mine forældre har altid haft restauration, så jeg er vokset op med mad. De har jo tit haft mad med hjem, men man bliver faktisk lidt træt af kromad - det kan godt blive lidt tungt, og det er jo meget de samme ting, man får. Så laver jeg mad til os engang imellem - noget sundt, siger Anna-Kathrine.

- Mine forældre har altid haft travlt, og de er altid kommet sent hjem. Men jeg har lært meget om at være selvstændig og drive forretning - også hvor hårdt det er, tilføjer hun.

Men den 9. november overlader mor og far altså kroen til pigerne og kigger på og har også sponsoreret alle varerne til maden - ben, salat, bagekartofler, alt.

- Det gik helt vildt godt sidste år. Det blev en stor succes, og gæsterne var rigtig glade for det. Vi gentager menuen i år, for den er ikke helt vildt svær at lave, den kan forberedes i forvejen, og så er det noget, de fleste kan lide. Den plejer at sælge godt herude, siger Anna-Kathrine.

De er ikke - ret - nervøse. Kun for to ting egentlig. At der ikke er mad nok, og at en af dem bliver syg.
Men hey, de har jo kørt en kro før.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar